Om Bujinkan
Bujinkan
Bujinkan Budo Taijutsu er en gammel japansk kampkunst. Den er ikke blevet moderniseret med konkurrencer, udstyr og regler, og betegnes derfor ikke som en kampsport, men trænes tro mod den filosofi og de principper der er blevet udviklet gennem stilartens mange hundrede års historie. Trods det, er det stadig en kampkunst der passer ind i tiden og som let tilpasses moderne påklædning, våben og omgivelser.
Bujinkan trænes i dag af mange tusinde mennesker i hele verden, og der er rig mulighed for at få inspiration udefra gennem de mange seminarer der afholdes, både i danmark og i resten af verden. Der er også mange der rejser til Japan for at træne med vores stormestre og de andre japanske mesterinstruktører.
Vi træner både ubevæbnet og med alle slags våben, både klassiske japanske og moderne. Vi træner slag, spark, kast, låse og meget andet – altid med fokus på effektivitet og realisme.
Bujinkan er ikke let, men kræver både fysisk og mental vedholdenhed. Til gengæld er der uanede mængder af viden, visdom og udfordringer gemt i kampkunsten. Du kommer ikke til at kede dig hos os!
De ni skoler
Bujinkan Budo Taijutsu indeholder ni ryu (skoler/stilarter), heraf seks samuraiskoler og tre ninjaskoler. Alle skolerne har en lang historie bag sig. Den ældste ryu – Togakure Ryu Ninjutsu – er over 900 år gammel.
Der trænes i gamle og gennemprøvede selvforsvarsteknikker, efter ligeså gamle og gennemprøvede principper. Hver skole har sine specialiteter. Nogle kan fx. være specialiserede i en bestemt type våben. Teknikker og principper er fuldt ud anvendelige nutildags, da man fortløbende forholder sig til moderne våben.
Navnene på de ni skoler, som bujinkan består af, er følgende:
- Togakure-ryū ninpō
- Takagiyōshin-ryū jūtaijutsu
- Kotō-ryū koppōjutsu
- Gyokko-ryū kosshijutsu
- Kumogakure-ryū ninpō
- Gyokushin-ryū ninpō
- Gikan-ryū koppōjutsu
- Shindenfudō-ryū dakentaijutsu
- Kukishinden-ryū happōbiken